EN

Udvalgte håndvævede tæpper
Design: Vibeke Klint

Vibeke Klint (1927-2019) er blevet beskrevet som det 20. århundredes mest betydningsfulde danske væver og designer. Hendes livsværk, der tæller alt fra tæpper, bolig- og beklædningstekstiler til indretnings- og udsmykningsopgaver, undervisning og formidling, er en vigtig del af både dansk design og dansk kulturarv.

Vibeke Klint blev uddannet på Kunsthåndværkerskolens vævelinje i København i 1949. Hun var elev af Gerda Henning og arbejdede også på hendes værksted under sin uddannelse. Da Gerda Henning døde i 1951 ønskede hendes ægtefælle, Gerhardt Henning, at den unge væver overtog hendes værksted.

I 1954 giftede hun sig med landskabsarkitekten Morten Le Klint (1918-1978), søn af den kendte arkitekt og designer, Kaare Klint, og barnebarn af Peder Vilhelm Jensen-Klint, der blandt andet tegnede Grundtvigskirken. Sammen fik de 3 børn.

Vibeke Klints udstillingsaktivitet var spredt over hele verden. Men hun havde også interesse for og gav sig tid til at deltage i fagligt arbejde som medlem af bestyrelsen i Dansk Designråd, Kunsthåndværkerrådet, World Craft Council og Akademirådet.

Vibeke Klint har modtaget en række priser og udmærkelser, så som Eckersberg Medaljen (1972), Knud V. Engelhardts Legat (1978), Nationalbankens Hæderslegat (1992), Prins Eugens Medalje (1996). I 2000 opnåede Vibeke Klint at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog.