Vibeke Klint (1927-2019)

Vævekunstens Dronning

Væveren Vibeke Klints betydning for den gode smag i officielle såvel som private rum kan ikke overvurderes. Hendes alsidige produktion af gulvtæpper og andre boligtekstiler, udsmykninger af mødelokaler til betydningsfulde bygninger, koncertsale, scenerum, seminarier, ambassader, ministerier og kirker – alt i detaljer designet, farvesat og materialemæssigt udvalgt af hende selv er imponerende, men til dette livsværk skal lægges hendes betydning for at videreføre håndværket og vævetraditionerne til yngre generationer.

Hun oplærte og uddannede talrige vævere, som i dag tilbydes opgaver af bygherrer, arkitekter og fonde, der vil give nye rum en unik identitet i form af et tekstilt element.

Vibeke Klint fik en af vævekunstens pionerer, Gerda Henning, som lærer på Kunsthåndværkerskolens afdeling ved Kunstindustrimuseet i Amaliegade. Allerede inden sin afgang i 1949 var hun knyttet til Gerda Hennings værksted. Da Gerda Henning pludselig døde i 1951 tilbød hendes mand, billedhuggeren Gerhard Henning, at Vibeke Klint kunne overtage vævestuen.

Igennem familien Henning mødte Vibeke Klint sin kommende mand, landskabsarkitekt Morten Klint, søn af den legendariske arkitekt Kaare Klint, og i begyndelsen af 1957 flyttede familien Klint ind i deres hus i Taarbæk, der blev både deres private hjem og hendes vævestue, hvor hun arbejdede med sine vævere helt frem til 2008 .

Vibeke Klint arbejdede gennem årene tæt sammen med billedkunstnere, møbelfolk og arkitekter, som f.eks. Finn Juhl og Børge Mogensen.

Hendes arbejder udmærker sig ved en tilsyneladende enkelhed ofte med geometriske figurer, spidse vinkler og linjer, der fremhæves eller nedtones i kraft af farvernes spil.

Hendes hemmelighed – som slet ikke er nogen hemmelighed – er, at hun dyrkede skønheden i det enkle. Med sit enestående talent skabte hun sin egen form for minimalisme.

Vibeke Klints udstillingsaktivitet i ind- og udland var overvældende og hun deltog desuden i fagligt arbejde som medlem af bestyrelser i Dansk Designråd, Kunsthåndværkerrådet og World Craft Council og i flere perioder var hun i Akademirådet. I forbindelse med Vibeke Klints 70 års fødselsdag i 1997 udkom bogen Vibeke Klint -væveren, skrevet af hendes tidligere elev, Inge Alifrangis, og i 2020, året efter Vibeke Klints død, udkom det store værk om Vibeke Klint skrevet af væver Gitte-Annette Knudsen, som arbejdede for Vibeke Klint i perioden 2003-2008. Bogen beskriver Vibeke Klints arbejdsliv gennem 50 år og præsenterer for første gang en række af Vibeke Klints skitser, akvareller og væveprøver, som giver et indtryk af hendes arbejdsmetoder.

Vibeke Klint modtog talrige udmærkelser, en af de første var sølvmedalje ved Triennalen i Milano 1954, i 1960 modtog hun Lunning-Prisen, i 1972 fik hun Eckersberg Medaljen, i 1978 Knud V. Engelhardts Legat, i 1987 Kunsthåndværkerrådets Årspris, i 1989 C.F. Hansen Medaillen, 1992 Nationalbankens Hæderslegat og Ole Haslunds Kunstnerfond, i 1996 den svenske Prins Eugens Medalje og i 1997 Lis Ahlmanns Legat. I 2000 opnåede Vibeke Klint at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog af Dronning Margrethe II.

Vibeke Klint

Vibeke Klint always started her design with brush on paper. Example of water colour sketch for rug in warp repp technique combined with the characteristic “lynild” (lightning pattern) in flat weave.

The rugs designed by Vibeke Klint were woven by her staff of skilled weavers at her workshop in Taarbaek north of Copenhagen, Denmark.
Photo by Susanne Mertz approx. 1995.